I februar 1998 fyldte Sct. Thomas kirke 100 år. I den forbindelse kontaktede kirken Folkekirkens Skoletjeneste og sammen udarbejdedes en folder med undervisningstilbud til de 4 skoler i sognet.
På mellemtrinnet deltog 4 klasser i et projekt om forslag til ny udsmykning af kirken. I anledning af jubilæet har menighedsrådet indhentet forskellige professionelle forslag til nyindretning og udsmykning af kirken.
Dette konkrete projekt dannede ramme for tilbudet til skolerne. Med bistand fra to arkitekter og den lokale præst gennemgik eleverne mulighederne for at ændre kirkens udseende.
Herefter arbejde de på grundlag af et udsendt materiale videre med drøftelser af, hvad en kirke egentlig er, og hvad den skal opfylde, samt hvordan den så skal se ud.
I forlængelse af det teoretiske arbejde udarbejdede eleverne så tegninger, beskrivelser og modeller af, hvordan de mente kirken kunne gøres bedre.
Det samlede materiale blev udstillet og præsenteret i kirken i jubilæumsugen, hvor billedhugger Hein Heinsen kommenterede elevernes forslag.