Folkekirkens Skoletjeneste planlægger med mellemrum at afholde "inspirationsdage" i form af kursusdage fælles for elever og lærere over et bestemt tema.
Den 1. november 1995 kl. 10 - 14 afholdtes en "Inspirationsdag om Middelalderen" i Helligåndskirken og Helligåndshuset. Med udgangspunkt i disse bygningers særlige historie fik eleverne et indblik i middelalderens tanke- og forestillingsverden igennem et varieret program. Formålet hermed var at give et eksempel på, hvorledes et stykke lokalhistorie - f.eks. en kirkes historie - kan udfoldes og danne udgangspunkt for f.eks. projektarbejde.
I kirken (kl. 10.00 - 11.30) hørte eleverne middelaldermusik på orgel, skuespiller Bent Conradi læste op af Umberto Ecos "Rosens navn" og Ib Micharels "Troubadurens lærling", og der blev vist filmklip. I Helligåndshuset (kl. 12.15 - 14.00) blev der spillet gregoriansk munkesang og uddrag af Mozarts "Requiem" og Skoletjenesten på Nationalmuseet viste dragter samt dias om kalkmalerier.
Lærer og forfatter Jens Jørgen Nygaard bandt de forskellige dele af forløbet sammen igennem uddybende fortælling om de enkelte emner.
Der deltog ca. 200 elever (8. - 10. kl.).